 |
| God morgen Whisper |
 |
| Morgenmad |
 |
| Hero og Mac siger farvel |
Turen startede uden for indgangen til fangekælderen. En mand klædt i sort narre-kostume gennemgik reglerne for os og remsede en liste op over ting, som vi skulle undgå at gøre, hvis vi gerne ville ud af kælderen i live! Whooops - ok! De regler skulle vi nok overholde. Vi ville gerne se dagslys igen!!!!
Vi blev sammen med en gruppe på 5 andre ført ned gennem en lang mørk gang til et meget mørkt rum, hvor vores 'guide' forlod os og smækkede døren bag os! Yiks! Et lys tændtes på et hvidt ansigt i væggen, der begyndte at fortælle os om pesten. Indtil nu havde den kun raset uden for Warwick Castle, men ikke længere... En indenfor slottes mure var blevet syg og det var fordi vi havde syndet. Det var guds straf. En munk kom ind i lokalet, som vi nu kunne se var indrettet som en lille kirke-sal. Foran os lå endnu en munk på knæ og bad. Den første munk advarede os i en lang prædiken om, at pesten ville ramme os og sendte os videre til slottets læge... Argh!
 |
| Helle - smiler stadig... et lidt stift smil... |
Adrenalinet kørte allerede ret højt! Vi var ret bange! Specielt fordi vi skulle tæt forbi den bedende munk og vi var allerede nået dertil, hvor vi ikke helt viste om vi skulle forvente, at han ville springe op og råbe af os... Det gjorde han nu ikke og vi kom sikkert videre til det næste rum, hvor en læge stod lænet over en død mand, der lå på et bord.
Lægen henvendte sig til os. Han nedstirrede os og gjorde os opmærksomme på, at han kunne se alle tegn på pest i vores ansigter.... Helle tog ikke hans stirren så pænt. Hun begyndte at fnise og tale dansk til ham... Det fortrød hun vist senere...
Lægen ville vise os, hvad pesten gjorde ved et menneske, så han skar et hul i den døde mand og trak hans indvolde ud, mens han i rivende hast fortalte os om alle de ting der ville ske, når pesten for alvor ramte os. Kropsvæsker og andet materiale fra liget fløj rundt i lokalet og våde stænk ramte os i ansigtet. Uhm!
Lægen gik endnu en runde og stoppede foran Helle, der tilsyneladende viste tydelige symptomer på pest. Han tog hende med om bag et gardin, som han trak for og derefter lød der skrig og brag derinde fra og der kom lysglimt og sære skygger. Lægen kom ud igen - uden Helle - og sendte os videre til næste rum... Øhhhh Hej Hej Helle! (men heldigvis havde jeg bil-nøglerne i tasken, hvilket jeg også gjorde Helle opmærksom på, da jeg efterlod hende).
Vi fortsatte gennem flere mørke gange (og heldigvis blev vi indhentet af en Helle, der trods alt havde overlevet lægens forsøg på at helbrede hendes pest) indtil vi kom til et lokale, hvor en mørk klædt mand tog imod os og sikke en velkomst. Han startede med at fortælle os, at han vidste at vi havde gjort det (?????) og han skulle nok få os til at indrømme det... Øhhhh ok! Jeg var parat til at indrømme hvad som helst!
Han udvalgte en mand blandt tilskuerne og trak ham op i en stol, hvorefter han demonstrerede alle slottets tortur redskaber på ham - den stakkels mand fik klippet tungen af, hans finger blev trukket længere, han blev hængt op i loftet ved hjælp af en krog, der var stukket op i rumpen på ham og til sidst blev han kastereret langsomt... Og så fik vi heldigvis lov til at gå videre!
Den kære bøddel var dog ikke helt klar til at slippe os, så da vi passerede et hul i muren (i den meget mørke gang), stak han hovedet ud og skreg af os - hold da op, vi fik fart på.
Vi kom ind i en retssal, hvor en dommer skreg af os, at vi skulle sætte os og tie stille. Ok! Fint med mig! Det var ikke noget jeg havde brug for at diskuterer! Vi kæmpede os til en plads på bagerste række ved at mase os forbi et ungt engelsk par, der endte på forreste række - og den unge dame blev straks sendt op på den anklagedes plads og blev anklaget for hekseri! Phew! Hellere hende end os! Godt vi fik den bagerste plads!
Den stakkels dame blev beskyldt for at have danset nøgen på en bakketop uden for byen. Der var detaljerede beskrivelser af hvordan hendes deller og bryster havde hoppet mens hun dansede og åbenbart var djævlen set sammen med hende. Godt så! Vi var helt med på at buh'e af hendes, da dommeren gav os besked på det og at klappe da han dømte hende til at blive kastet i floden med arme og ben bundet ind til kroppen. Hun fik jo trods alt en fair chance for at bevise, at hun ikke var en heks. Hvis hun flød, var det bevis på, at hun var en heks og så skulle hun fiskes op af floden og brændes og hvis hun sank, så var det tegn på, at hun var uskyldig og så kom hun i himmelen hvis hun druknede (hvilket hun jo nok gjorde) - en win win situation i virkeligheden...
Ummmm enhver er sig selv nærmest og som sagt - hellere hende end os!
Vi blev sendt videre gennem en mørk gang, der udvidede sig og blev til en spejlværelse med spejle alle vegne. Hver gang vi troede, at vi havde fundet en gang, endte vi med at gå ind i et spejl og vi følte os lidt panik-slagne over ikke at kunne komme videre. Og hele tiden den nagende frygt over ikke at vide, hvad der ventede os bag næste hjørne og hvem der pludselig ville springe frem og råbe af os.
Vi gik i spejlrummet så tilpas længe, at vi faktisk var lidt lettede, da vi hørte en stemme guide os i den rigtige retning ud. Lettelsen forsvandt dog, da vi så hende... En bøddel med økse i hånden og mørk maske på. Hun førte os til skafottet, hvor vi skulle overvære en henrettelse... af... jep.... HELLE!!!!! Helle blev endnu engang udvalgt og ført op til en stol, hvor hun sad mens dommen over hende blev læst på. Så blev hun under buh'en ført til en skammel, som hun blev sat på og hovedet blev lagt på en hugge-blok. Bødlen huggede og jeg skreg!!!! Ikke fordi Helle var ved at dø, men fordi min bænk vippede ned, så jeg næsten faldt på gulvet og jeg fik våde blod-stænk fra Helles hoved i ansigtet.
 |
| Helle med hovedet på hugge-blokken. |
Det viste sig, at bødlen havde ramt forkert og det var kun Helles ører, der var hugget af, så bødlen blev gnaven og sendte os væk... Ud i dagslyset og friheden. Lettelsens suk! Hold da op en oplevelse med mange hysteriske latter-anfald. Kanon godt lavet, super skuespillere og den vildeste stemning. Det tog noget tid at få nerverne i ro igen bagefter. Og trods alt var jeg glad for, at Helle havde overlevet ;-)
Resten af Warwick Castle var noget mindre nerve-pirrende, men lige så interessant. Vi havde en rigtig god formiddag og var i højt humør, da vi fortsatte mod Stratford Upon Avon - Shakespeare's fødeby. Vi kom til Stratford i løbet af ca. 15 minutter - og derefter brugte vi ca. 40 minutter på at køre rundt i mikroskopiske gader med massere af trafik for at finde en parkering.
Endelig! Hunde ud af bilen og så gik jagten på Shakespeare's hus ind (med et koppel på 7 livlige og trækkende hunde foran os gennem menneske-mylderet). Vi fandt det og selvfølgelig skulle hundene fotograferes foran det. Vi satte dem op på en fin række og tog billeder. Da vi var færdige og vendte os om, gik det op for os, at vi ikke var de eneste, der tog billeder! Der var en kød-rand af japanske turister bag os, der tog billeder af vores hunde foran huset... Så jeg vendte mig om og tog et billede af dem :-D
 |
| Hundene foran Shakespeares hus. |
 |
| Japanske turister, der tager billeder af hundene. |
Afgang igen mod Kath og Davids hjem.... En god times kørsel, hvis ikke det lige var fordi Tom Tom (GPS'en) havde besluttet at sende os over landet af bitte små veje, der nærmest lignede indkørsler. Vi havde små kaniner hoppende langs vejkanten og på et tidspunkt måtte jeg så højt op af en skrænt for at en anden bil kunne passere, at jeg var bange for at vælte!!! Jeg tog det ikke pænt!
 |
| Det her er jo ikke engang en vej!!!!! |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar