søndag den 12. december 2010

2 x Nordisk Guld & 3 x Nordisk Bronze

Spooky, Doggie og Biscuit med handlere :o)

Så er vi på færgen på vej hjem fra en travl og følelsesmæssigt udmattende dag i Helsinki.

Vi startede dagen lige så tidligt som i går (ikke let efter en sen festaften/festmiddag), pakkede bil, luftede hunde, spiste morgenmad og afgang mod hallen.

Skåååål!
Festmiddag lørdag aften

Kl. 9 startede den individuelle HTM finale. Jeg skulle starte som sidste hund i finalen, så jeg havde tid til at se de første 2 hunde optræde. Første hund var en finsk corgi der dansende til Michael Jackson. Eller div. handleren dansede til Michael Jackson. Hunden lavede bare meget basic heelwork. Hunden var hovedsageligt i den almindelige plads position, der var noget højre heelwork, få skridt mellem ben og få skridt på højre side af handleren 'facing opposite'. Den gik kun forlæns - ingen sidelæns og ingen baglæns. Fin udførelse, ok fortolkning, men sværhedsgraden var let ikke på niveau med det forventede til et NM.
Næste hund var en australian shepherd også fra Finland. Den lavede et rigtig fint udført program, havde en ok sværhedsgrad, men absolut ingen fortolkning.

Derefter var jeg nødt til at forlade ringen og gøre klar. Jeg havde egentlig besluttet at lave freestyle med Whisper til næste år, men jeg kan se, at det volder ham vanskeligheder, så jeg er ved at nå til den erkendelse, at hans karriere er ved at være slut. Jeg havde derfor besluttet, at pensionerer ham efter dette NM. Jeg vidste derfor, at dagens performance ville blive vores sidste og jeg ønskede virkelig at slutte med et brag af en opvisning. Whisper og jeg skulle nyde hvert sekundt i ringen.
Og det gjorde vi. Vi nød at varme op og vi gav alt hvad vi havde i os mens vi optrådte. Whisper var en stjerne. Han dansede sit hjerte ud for mig og det føltes fantastisk. Da vi var færdige fik han lov til at løbe en runde i ringen og da vi kom ud brød jeg hulkende sammen. Gosh hvor er det svært at afslutte en så fantastisk karriere. Jeg tænker på talemåden 'Don't cry because it is over - smile because it happened', men jeg har stadig en klump i halsen ved tanken om at det er ved at være slut på vores karriere sammen.

Smukke gamle Whisper - klar til at nyde pensionist tilværelsen

Efter HTMen var der en pause hvor reserverne fik lov til at lave opvisning. De to svenske reserver og danske Marianne lavede alle 3 fine programmer. Dejligt, at de fik lov til at komme i ringen.

Så gik freestylen i gang. Her skulle jeg ikke i ringen, så jeg kunne nyde hele showet. Jette med Addi åbnede ballet og gjorde det super flot. Addi havde vænnet sig til storskærmen, så der var ikke noget der distraherede hende.

Frida fra Sverige lavede et program til musik fra Gladiator med et marionet-dukke tema. Det var et fint program, men jeg var lidt overrasket over, at hunden tilbragte de første 30 sekunder og de sidste 15 sekunder liggende i en kiste. Det gør altså noget ved sværhedsgraden, at hunden i 45 sekunder ikke kan begå fejl, fordi den er skjult for dommere og publikum.

Sini fra Finland præsenterede et nyt program til Alice i Eventyland. Især hendes afslutning var interessant og anderledes end hendes tidligere programmer.

Johanna og Soda sluttede konkurrencen med en god Indiana Jones performance. Soda så glad og oplagt ud og arbejdede godt.

Briefing inden indmarchen til præmieoverrækkelsen

Efter en 30 minutters pause blev vi bedt om at gøre klar til at gå ind i ringen igen til afslutningsceremoni og præmieoverrækkelse. Mens vi ventede sang vi en lille fødselsdagssang for svenske Agnes. Rigtig hyggeligt.

I dag er det Agnes' fødselsdag - hurra hurra hurra...

Og så var det tid til at gå i ringen. Igen var det en lidt tam affære. Vi gik ind i ringen til et eller andet uinteressant musik. De startede med HTM hold konkurrencen. Finland vandt bronze, Sverige sølv og Danmark guld. Dejligt igen at få lov til at nyde nationalsangen sammen med HTM holdet.
Så var det Freestyle. Danmark bronze, Finland sølv og Sverige guld. Danmark og Finland havde lige mange point, så det blev udførslen der blev afgørende og der havde Finland åbenbart lidt mere end os.
Individuelt HTM. Whisper vandt bronze. Noget skuffende og meget overraskende var han blevet slået af den finske corgi. Anja og Queeny blev Nordiske Mestre. Kæmpe tillykke.
I Freestylen var Jette med Addi bedste danske ekvipage - de opnåede en bronze medalje. Sini fra Finland vandt sølv og Frida fra Sverige blev Nordisk Mester. Johanna og Soda sluttede som nr. 5.

Jette - en glad Freestyle bronze vinder

Bedømmelserne var interessante. Især den svenske dommers bedømmelser skilte sig ud. Hun havde bla. givet Frida 3 point mere end Sini - de andre dommere havde Sini som vinder i dag. Det var også hendes points, der rykkede Whisper ned fra en 2. plads til en tredje plads. Hun gav corgien 3 points mere end ham. Marleen van Hees var den dommer, der dømte mest konsekvent og havde den klarest linje, men hun er nok også den mest erfarne af de 3.

Efter præmieoverrækkelsen startede dramaet for alvor. Jette kunne ikke finde sine bilnøgler og endte med at måtte tilkalde en en låsesmed, fordi hun havde låst den ind i bilen! Whoops. Det lyder ikke slemt her, men med en deadline til at nå en færge og iøvrigt usikkerheden på om den nu også var i bilen, når den blev låst op, så kørte adrenalinet højt!

Nøglen blev låst ud (tak finske låsesmed), bilen blev pakket og afgang ned mod færgen. Vi gjorde holdt ved et supermarkede og tvang Helle til at holde på en busholdeplads, mens vi købte ind til aftensmaden. Videre ned til færgen, hvor vi luftede hunde i bidende kulde. Yiks hvor er Finland dog et koldt sted!

Nu er vi ombord på færgen. Trætte men glade efter en god tur. Hold Guld til HTM holdet, Individuelt HTM Guld til Anja og Queeny, Individuelt HTM Bronze til Whisper, Individuelt Freestyle Bronze til Jette og Addi og Hold Bronze til Freestyle holdet. Way to go Denmark! Tak til landsholdet for en super tur. Tusind tak fordi I har taget så meget hensyn til mit knæ og været så hjælpsomme. Og tak fordi i tudede sammen med mig - jeg tog jeres tårer som en hyldest til Whispers karriere og liv :´).
Biscuit med Anja og Sofies held og lykke flag i baggrunden

Familietræf på færgen - fætter Spooky, fætter Whisper og Spookys datter Soda

1 kommentar:

Dorthe sagde ...

Hvis jeg ellers kan tælle, så er det ikke 2, men 3 x Bronze.
Super flot gået af jer alle.
Jeg bliver lige imponeret hver gang jeg ser eller læser om jeres bedrifter.

Knus, Dorthe