søndag den 20. november 2011

Sidste fælles-træning inden NM og Tina Humphrey


Jette, Helle, Anja og jeg mødtes i dag til den sidste fælles-træning inden vi tager afsted til NM i næste weekend.

Anja var møj-syg, så det var bravt kæmpet af hende, at møde op og vise os Nessies program. -Og Nessie var i fin form og gjorde det super godt. Hun er absolut sin landsholdsplads værdig!

Og så havde Anja vores landholdstøj med... Woooohooooo Beats nye landsholdsdækken - NM 2011 bliver jo hans landsholdsdebut :-)


I det hele tager, så alle hundene ud til at NM formen er ved at være der... Ingen af mine 3 drenge kunne have gjort det bedre. Biscuit var lidt sjusket, fordi han gerne ville gøre alting lidt hurtigere end hans poter kunne følge med, men det er kun et godt tegn. Hos ham er motivationen altid et fokus område og denne kunne ikke være højere end den er lige nu.



Beat har det også stadig super godt og er tændt på det vi laver. Hvor er jeg lettet over, at vi nu rent faktisk nærmer os konkurrencen. Jeg har været bange for, at han havde toppet for tidligt, men det ser ud til, at han holder niveauet.


Whisper er jo Whisper - pålidelig og sikker. Vi har endnu engang måttet lave lidt om i hans start, for at få noget, som vi ved, at han ikke laver fejl i på dagen. Han arbejdede så flot i dag, så jeg er glad. Nu skal han slappe af og kun have let træning den næste uges tid. Han er jo en ældre herrer (snart 12 år gammel), så han skal holdes i gang, uden at lave så meget, at han bliver stiv i led og muskler.

Hero træner, som den eneste af drengene, ikke op til NM - men han har nu stadig nok at tage fat på. Vi har næsten fået koreograferet hele hans nye program, så nu skal vi bare træne, træne og atter træne, så han rent faktisk bliver i stand til at udføre det!


Vi ændrede lidt i Addis koreografi sidst vi trænede sammen og det har været noget frustrerende for Jette, men heldigvis viste det sig i dag, at det hovedsageligt er Jettes frustration og ikke Addis. Når Addi fik den rette støtte fra Jette, kunne hun godt håndterer ændringerne. Der er 2 - 3 trænings-dage endnu, så i næste weekend sidder den lige i skabet :-)


Doggie er så klar til NM. Det er lidt ligesom med Beat - nu må weekenden godt bare komme!


Og lille Jazz... Nøj hvor er hun skøn. Hun er så tændt og vil så gerne. Lidt for gerne ifølge Helle ;-) Men hun ser bare så godt ud, når hun arbejder. Hun kom gennem sit nye program for første gang i dag - godt nok med mange stop og ro til at belønne og rette ind undervejs, men sådan er det jo på det her tidspunkt i træningen. Vi koreograferede først programmet i sidste uge, så de er på det her rigtig irriterende stadie, hvor ingen ting virker og det hele ser usammenhængende og svære ud.


Da træningen var slut, gik Helle og jeg ind for at se Tina Humphreys DVD "Teach Your Dog New Tricks". Woooohooooo. Al indlæring foregik v.hj.a. fysisk manipulation og de forskellige trin i indlæringen var slet ikke forklaret. Tina og Chandi viste første trin i indlæringen og sidste trin. Hvad der skete ind i mellem og hvordan man kom fra trin 1 til slut resultatet, måtte man selv finde ud af.

Et eksempel på fysisk manipulation:
Ved indlæring af buk øvelsen, hold Tina en hånd under Chandis mave og brugte den anden hånd til, at presse Chandis skulder ned, så hunden indtog en buk position. Tina lagde meget vægt på at forklare, at presset på skuldere skulle være 'gentle', men presset på skulderen var stadig det, der fik hunden ned. Der var ikke godbidder involveret til at lokke eller anden hjælp.

Tina præsenterede en ide med et succes ord, som jeg slet ikke forstod meningen med. Det var ikke et klikker ord, men et lyd ord, som hun trak indtil hunden nåede det ønskede resultat. Lyden blev mere intens, jo nærmere hunden var på den ønskede adfærd, men enten så man blot Chandi bevæge sig nærmere godbidden, når hun hørte det eller det virkede som om, at succes ordet blev kommando for hver anden øvelse de lavede.

Og så ødelagde det en stor del af oplevelsen for mig, at Chandi brugte mange dæmpende signaler, når de demonstrerede indlæring af de forskellige tricks. Jeg formode, at det var fordi det meget 'hands on' (fysisk manipulation) i træningen virkede noget overvældende på hende.

Jeg kan ikke forestille mig andet, end at der er fulgt en lang række forvirrede og frustrerede familiehunde i køle-vandet på denne DVD, fordi deres ejere forsøger at bruge metoderne fra filmen, men mangler alt for mange 'brikker' til at kunne få succes. For mig er metoderne heller ikke brugbare, fordi jeg ikke har lyst til at være så fysisk, når jeg arbejder med mine hunde.

Tina og Chandi har været enormt succesfulde og Chandi arbejder super godt under svære forhold (TV Shows etc.), så ingen tvivl om, at det de gør fungerer. Store respekt for det! Men nej, det bliver ikke noget, som jeg kommer til at afprøve i min træning.

Men hvis man er fan af Tina og Chandi vil jeg dog sige, at filmen er et "must", for en stor del af den handler ikke om træning, men blot om Tinas liv med Chandi - lige fra deres morgen rutiner med morgenmad til deres succes ved konkurrencer og i Britain's Got Talent, Tinas karrier som klaver og violin lærer for børn, hvordan Tina fandt Chandi da hun var hvalp og deres liv sammen med gåture, hygge og shoppingture efter legetøj i dyrehandlen.

Ingen kommentarer: