Kulturelle forskelle

Nårh - en lille fugl var kommet på afveje inde i lufthavnen

Jeg sidder i lufthavnen og venter på flyet til Danmark. Jeg har lige været ude og undervise en enetime for en Polina og to af hendes hunde. Hun har 4 hunde i alt, men den ene Flint (Belgisk hyrdehund) har altid været super nem at arbejde med og for ham var det belønning nok, at hun var glad. Derfor er hun enormt frustreret over, at hans datter Steffie ikke har samme drive og hendes lille Pyrenæriske Hyrdehund Harty vil hellere gå og snuse, end at arbejde. Både Steffie og Harty arbejde rigtig fint. De blev begge nr. 2 i hver deres klasse i går, men Polina er ambitiøs og hun vil gerne være den bedste, så hun ville gerne lærer, hvordan hun kan få det bedste ud af hendes to hunde.

Tidligt i morges inden morgenmaden, gik jeg en lille tur hen for at tage et billede af disse 3 fyre, som jeg så ud af bil vinduet hver gang vi kørte tilbage til hotellet. Jeg var vild med dem, så besluttede at gå hen og kigge nærmere på dem, inden jeg skulle hjem.
På det tidspunkt vidste jeg ikke hvem de var, men jeg har senere fået at vide, at de alle 3 er berømte for at lave film. Deres navne er Andrei Tarkovsky, Shukshin Vassily og Gennady Shpalikov.

Hun hentede mig ved hotellet i morges. Derefter samlede vi tolken Olga op ved Metroen og sammen kørte vi ud i en park, hvor der også var en agility klub, der trænede.

Polina startede med at lave lidt at hendes freestyle program. Steffie nåede til et trick, som hun ikke havde lyst til at lave. Fint - god start. Vi begyndte at snakke om belønning og om at belønne tricks, som hunden ikke er ret vild med, for at give dem mere værdi. Polina var tøvende med at belønne noget, der ikke var perfekt. Hun var bange for at få mere at det in-perfekte eller at hunden ville blive doven og yde mindre, fordi den fandt ud af, at den kunne få noget ud af, ikke at gøre det helt perfekt. Hun kunne næsten ikke have tanken om at belønne for 'tilnærmelsesvis rigtigt' eller at se bort fra præcisionen fordi træningsmålet lige nu var motivation.

Efterhånden som undervisningen skred frem, blev det meget klart, at vi ikke stod over for en træningsudfordring, men over for store kulturelle forskelle. Vi kom til at tale rigtig meget om ikke at kæmpe mod hunden og gennemtvinge sin vilje, men at samarbejde med den og få den til at ønske at gøre de ting, som vi gerne vil have den til. Polina var rigtig positive og ville gerne hører mere, men hun var samtidig bange og havde svært ved at lave om på sine vaner. Og det er jo helt naturligt - det er jo ikke bare en lille ny trænings-ide, men hele hendes livssyn, der blev udfordret.

Det var meget tydeligt, at hun blev frustreret og også vred, når det blev svært, men jeg forstod jo ikke hvad hun sagde og det Olga oversatte var meget konstruktivt og fornuftigt, så det spændte ikke ben for undervisningen og Steffie kom faktiskt rigtig langt. Hun blev mindre tøvende og det trick hun ikke ville lave, udførte hun med begejstring sidst på timen. Polina sagde bagefter, at hun var taknemlig for min hjælp, for hun træner altid alene, fordi der ikke er nogen, der vil træne sammen med hende, fordi hun bliver så hidsig. Hmmmm Olga sorterede vist lidt i oversættelserne :-D. Nogen gange er en sprog barriere helt fin.

Da Harty kom ud, startede vi helt på hvalpetræningsniveau. Vi lod hende snuse som hun ville, men når hun valgte at kigge op på Polina, klikkede vi og hun fik sin belønning. Yihaaa - snart futtede lille Harty rundt om benene på Polina og kiggede op. Vi fik hende også sat i gang med at have belønningen stående i en skål på græsset, fordi Harty ikke er så motiveret, hvis ikke hun kan se maden, så vi skulle have maden trænet væk fra Polina og vi begyndte at arbejde med puppy-recall. Polina var mere afslappet med Harty, fordi hun reagerede så godt på metoderene. Polina kunne se tydelig forandring/forbedring, så hun følte ikke, at hun skulle gå på kompromis med noget.

Det skal ikke misforståes. Polina er rigtig glad for sine hunde, elsker og respekterer dem. Hun behandler dem pænt og vil rigtig gerne lærer. Hun er en dygtig træner og meget fair mod sine hunde. Men hun kommer fra en helt anden kultur og baggrund end jeg gør og vores forskellige verdensbilleder udfordrede helt klart os begge to, da vi skulle til at samarbejde om at motiverer Steffie. Det blev meget klart for os begge, at vores grundforståelse for hvordan hundetræning og verden i det hele taget er vidt forskellig. Vi fandt det begge spændende og lærerrigt. Jeg håber, at Polina tog nogen af mine tanker til sig. Jeg blev i hvertfald bekræftet i, at jeg har det godt, med den måde jeg træner hunde.

Snart var tiden gået og vi måtte videre mod lufthavnen, hvor jeg tog afsked med Polina og Olga og kastede mig ud i det russiske lufthavnssystem. Snak om at føle sig udfordret! Selv i lufthavnen er personalet meget usikre på engelske og vil hellere bruge en kombination af russisk og fagter. Og det kan godt være, at jeg bliver nervøs, når jeg mister noget vigtigt i Danmark, men det er intet i forhold til min reaktion, når jeg står i Moskva 2 timer før afgang og ikke kan finde mit pas!!! Snak lige om panik!

Nu vil jeg gå ud og se om jeg kan finde en cola. En time til departure. Det skal blive skønt at se hundene igen og at få dansk jord under fødderne. Rusland har været en storslået oplevelse - helt utrolig spændende og gæstfriheden har været fantastisk, men øst/vest - hjemme bedst!