I morgen aften skal Biscuit og Tarzan optræde i TV2s Bingo Banko. Stakkels Beat har måttet låne sin bedste hest ud, fordi TV2 valgte hans musik som det bedst egnede til deres show og jeg valgte Biscuit i håb om, at han er den af mine hunde, der vil performe bedst under vanskelige forhold med stort publikum, kameraer og larm. Tidligere ville jeg altid have brugt Whisper til den slags, men han er blevet for gammel til det game, så kryds fingre for, at Biscuit er klar til at løfte arven.
Træningen op til showet har været 'anderledes'. Min knæ operation har gjort det vanskeligt at træne rigtigt og redigeringen af musikken (og dermed koreografien) er blevet ændret adskillige gange de sidste dage. Biscuit har virket lidt tøvende - formentlig fordi han kunne mærke at jeg er forsigtig med ikke at skade mit knæ og derfor ikke giver mig 100% og også fordi de hyppige ændringer i programmet gør ham usikker på hvad det er jeg vil. Lige når han tror, at han har styr på det, så gør jeg noget andet.
Kryds fingre for at det hele klapper for os i morgen - vi håber, at vi kan vise Familien Danmark hvor sjovt det kan være at arbejde med sin hund.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar