tirsdag den 29. juni 2010

Opvisninger

Jeg ønskede ikke, at alt for mange skulle se Biscuits nye program inden VM, så denne video har været gemt i et stykke tid inden den kom på YouTube... Biscuits optræden ved Bakke Skuet i maj 2010. Det var en af hans første optrædener med 'Its a Hard Knock Life'.

Og Whispers Main Arena optræden fredag morgen på World Dog Show.

lørdag den 26. juni 2010

VM

Det har været en ufattelig, følelsesladet, fantastisk oplevelse at være til VM. Mine hunde har været super i de indledende runder.

Gamle Whisper nåede at få et verdensmesterskab på sit CV inden han går på pension (nej, ingen beslutning truffet, men tiden er nærmere end den har været), da Danmark vandt VM i HTM og lille Biscuit... Han WOWede mig bare totalt i dag, hvor han dansede sit hjerte ud i 'Its a Hard Knock Life' og blev nr. 4 i den indledende runde og var med til at sikre Danmark Sølv. Begge skal med i finalen i morgen - Whisper med en 3. plads i baglommen fra de indledende runder.

Vi er trætte nu. Både hundene og jeg. Jeg sover ikke om natten - har fået ca. 8 timer tilsammen de sidste 3 nætter - og dagene er lange og hårde... Men vi suger oplevelsen til os og forsøger at nyde både tiden i ringen og alt det andet i fulde drag.


torsdag den 24. juni 2010

Whispers Main Arena opvisning på TV Midt Vest

Whisper har lavet opvisning i The Main Arena på World Dog Show og bagefter blev vi interviewet af TV Midt Vest. Se klippet her! Den anden HTMer på klippet er Jenny Deakin fra Team GB.


onsdag den 23. juni 2010

Ankommet til Herning

Hazyland flokken er vel ankommet til Herninge. Vi kørte hjemme fra ved 9 tiden i morges. Stoppede lige uden for Herning, så hundene kunne komme ud og tisse og derefter direkte videre til Messecenteret, hvor vi mødtes med Helle Ferrold og Johanna for at bygge ring til VM.


Det har været en lidt kedelig dag for hundene, hvor de har tilbragt en del timer i bur, men vi gik en god tur, da vi kom frem til hotellet og det har alligevel været en oplevelsesrig dag, for de er helt smadrede nu og sover som sten.



Og sådan kom VM ringen til at se ud efter mange mange timers arbejde.

Beat var så smadret da han skulle spise, at han lagde sig ned :o)

tirsdag den 22. juni 2010

24 Sjællandske On-line

Se Biscuit på 24 Sjællandske - klik her!


Held og Lykke VM kort


24 Sjællandske


Biscuits sidste VM træning forgik foran et kamera fra 24 Sjællandske og det var super træning. Biscuit var så tændt og glad og han lod sig på ingen måde forstyrre af, at han havde et kamera 20 cm. fra ham mens han dansede sig gennem små sekvenser af 'Annie' :o).
De filmede vores træning og bagefter stillede de spørgsmål om VM, hundene og sporten. Jeg håber, at der kommer noget godt ud af det. Biscuit var ihvertfald sit mest charmerende selv og journalisten var begejstret.
Nu står den på pakning og de sidste indkøb... Det er jo lige om lidt :o)

lørdag den 19. juni 2010

Næsten generalprøve

Sorø Hundevenner er den lokale hundeklub og det var der jeg for mange år siden startede til hundetræning med min schæferhund Paw. Den gang hed klubben godt nok De Danske Hundeskoler og det var nogen helt andre mennesker, der stod i spidsen, men der er alligevel lidt nostalgi forbundet med ens første klub.

I dag havde Sorø Hundevenner jubilæum og i den anledning, havde jeg lovet at komme og vise et HTM program. Det blev Whispers VM generalprøve... sådan da, vi har jo også en Store Ring opvisning i Herning på torsdag.

Opvisningen gik fint bortset fra, at vi pga. tekniske vanskeligheder (DJen kunne ikke finde knappen der skruede op for lyden, så publikum kunne ikke høre musikken) måtte lave starten to gange og at jeg løb baglæns ind i et rally skilt. Whoops - det var langt fra mig da jeg startede men det må have sneget sig ind på mig, for pludselig var det lige under min fod!






Dagen viste tydeligt, at Whisper kan sit program, så nu er det bare et spørgsmål om held på dagen.
Next Stop Herning!

lørdag den 5. juni 2010

Rottweiler Klubbens IPO og SPH DM


Biscuit og jeg var i dag inviteret til at optræde ved Rottweiler Klubbens IPO og SPH DM ved Ishøj.

I strålende solskin og stegende varme ankom vi til konkurrence-banen. De var klar til vores optræden, så vi varmede hurtigt op og gik i ringen. Biscuit var glad og tændt. Varmen lod ikke til at gå ham på.






Rottweiler folket var dejlige at optræde for. De klappede når de så noget de kunne lide og vi fik mange positive kommentarer efter vores opvisning. Der var en rigtig god stemning på pladsen og vi følte os meget velkomne og værdsatte.

Helle, Cookie og Doggie var kommet for at se lille Biscuit danse og det er også hende, der har taget billederne. Tak Helle :o).

Efter opvisningen kiggede vi lidt på lydighedsdelen af DM programmet. Derefter kørte vi hjem. Der røg en ekstra Cola ned i bilen på vej hjem - puh hvor var det varmt!!!

torsdag den 3. juni 2010

Dejligt solskin over Vejen :o)

Vejret var fantastisk og kursisterne engagerede og super dygtige, da jeg i dag var på Askov Højskole ved Vejen for at undervise i HTM for DKK (Åbne Kurser).

På Askov Højskole er der ikke mulighed for at tage hundene med ind i bygningerne, men bortset fra det, er der super gode træningsforhold. Vi havde en enorm træningsbane lige uden for teori-lokalet og der var god skygge til hundene, når de ikke arbejdede. Selv om der var mange mennesker samlet på området, lod ingen til at være generede af hverken musik eller hunde-gøen.
En stor og plan træningsbane - perfekt til HTM.

Og skygge til de hunde, der havde pause. Her er det Hazyland Flokken der venter på at, det bliver deres tur igen.

Handlerne arbejder på et program uden hund... Og derefter kom hundene på banen!












Robbie var så heldig at finde en, der havde lyst til en sving-om med ham også.

Og lille Biscuit var træt da vi kørte hjem :o)

Da jeg kørte hjem i dag, kom jeg til at tænke over, hvor meget kursisterne på et kursus faktisk er med til at præge dagen og undervisningen. Det er ikke ret længe siden, jeg underviste samme DKK kursus på Sjælland. Samme musik, samme koreografi, mere eller mindre samme plan for dagen og undervisninge, men vidt forskellige dage. Begge dage var gode og super hyggelige og alle kursister - både fra Sjælland og Jylland (ups og også dem fra Fyn selvfølgelig!) - var inspirerende at undervise og dejlige at være sammen med, men dagene er bare blevet meget forskellige med helt forskellige fokus områder og pointer. Det er da værd at huske næste gang jeg selv er på kursus - at jeg via mine spørgsmål og mit engagement, faktisk bærer en del af ansvaret for, hvordan dagen bliver.

Tak til DKK for invitationen til at undervise og tak til kursisterne for en god dag.