Sikke en uge!

Så er vi hjemme igen fra Crufts...

Og sikke en uge! Phew!

Helle, Whisper, Biscuit og jeg startede fra Sorø kl. 7 tirsdag aften. Alt tegnede vel... Lige indtil omkring midnat. Vi havde holdt pause ca. hver time siden vi forlod Danmark og alt var ok, men ved midnats-tid holdt vi igen pause og tog hundene ud for a lufte dem. Whisper så stivbenet og utilpas ud!!!

Vi håbede, at vi bare 'så spøgelser' og kørte videre... En time senere holdt vi igen pause. Der var en klar forværring. Whisper så stiv og forpint ud. Naturligvis var vores første tanke, at sidst han havde set sådan ud, gik der kun ca. 8 timer før han var totalt lammet og meget meget syg. Det var tid til at træffe en beslutning. Enten skulle vi vende om og køre til Karslunde Dyrehospital hurtigst muligt eller fortsætte mod England og håbe, at Ken (boneman og mirakelmager) der tidligere har hjulpet mine hunde, når danske dyrlæger havde givet op, ville have tid til at se ham.
Valget var egentlig ikke så svært. Whisper skulle ikke igennem endnu et hospitals-ophold. Hvis hans helbredelse skulle være så kortvarig, var det ikke mere værdigt. Danske dyrlægere havde haft deres chance. Nu var det Kens tur.

Sidst Whisper var syg, var der ikke nogen diagnose og derfor heller ikke nogen prognose eller noget løfte om, at det ikke ville komme igen.

Vi sørgede for at Whisper havde det så godt som muligt, bed tænderne samme og kørte videre.

Fuck! Hvor er der langt til England! Vi stoppede hver time og tog hundene ud, så de kunne strække ben og så vi kunne se hvordan Whisper havde det.

Ken behandler Robbie i sommeren 2008, hvor han havde været halt gennem lang tid

Så snart det blev morgen, begyndte SMS og telefon kommunikationen til England, for at finde ud af hvor i landet Ken var og hvornår vi kunne møde ham. Han lever af at rejse rundt i England og behandle især væddeløbs greyhounds på væddeløbsbanerne, så man ved aldrig helt hvor man kan finde ham. Vi fik en aftale torsdag morgen kl. 8 på en Travel Lodge ved Duncaster.

Tiden var lang! Vi ankom til Hock of Holland om morgenen og skulle først sejle kl. 14.30. Vi havde været vågne hele natten, så vi sov et par timer i bilen, men vi var bekymrede og det var koldt, så det blev ikke til meget.

Vi lukkede hundene ud og prøvede at lade dem bevæge sig lidt, men vi var usikre på hvad der var bedst for Whisper, at være i ro eller at røre sig. Han så mere og mere forpint ud og blev også mere usikker på benene.

Vi trænede lidt med Biscuit, der var ved at eksplodere af indestængt energi. Vi fodrede hundene og os selv og endelig blev det tid til at vi kunne køre ombord på færgen.

Biscuit træner sit nye program

Vi lejede en kahyt ombord. Det var 1½ døgn siden vi havde sovet, så vi troede at vi kunne få indhentet lidt søvn, men sådan skulle det ikke gå. Vi tog hver et langt bad, gik i seng og vendte og drejede os i 1½ time! Så gav vi op.

Jeg fik en færge-mand til at gå med ned til bilen og tjekke Whisper. Det var efterhånden med kvalme af nervøsitet, at vi åbnede bagagerummet, fordi vi var så bange for hvad vi ville se. Vi frygtede hver gang, at Whisper ville være så syg, at det ikke længere var forsvarligt at fortsætte. Vi tænkte begge over hvad konsekvensen kunne blive, men ingen af os turde tale om det. Heldigvis syntes situationen ikke at ændre sig. Han så ud til at have ondt, men ikke ubærligt og det blev ikke længere værre. Vi talte timerne til kl. 8 næste morgen.

I et forsøg på at fordrive tiden, gik vi i biografen for at se Disney filmen 'Bolt'. Gosh, hvor var den dårlig! Der var nok en grund til, at vi var alene i biografen ;o). Men Helle og jeg var heller ikke et nemt publikum - vores tanker var mere hos Whisper end hos film-hunden Bolt.

Bolt som hvalp.

Kl. 20.30 kørte vi fra borde og efter megen diskussion ændrede vi planer for natten. I stedet for at køre mod Linton, hvor vi egentlig skulle bo hos en god ven der opdrætter Border Collier, satte vi kurs nordpå mod Duncaster, hvor vi overnattede på den Travel Lodge, hvor Ken også skulle overnatte.

Vi ankom kl. 1 om natten. Whisper nød at komme ud af bilen og efter at have strukket sig, så han lidt mere afslappet ud. Vi talte forsigtigt og håbefuldt om, at han godt nok så forpint ud og var usikker på benene, men han havde stadig kontrol over sin bevægelser - på trods af at det var ca. 30 timer siden de første tegn på smerter viste sig. Og de neurologiske ændringer vi gik og ventede på, kom heller ikke. Men selvfølgelig turde vi ikke være optimistiske. Der var stadig 7 timer til, at vi kunne møde Ken.

Whisper og Biscuit i Helles seng. Vi turde ikke være optimistiske nok til at tænke på, at hvis Whisper havde været lige så syg som sidst, ville han ikke kunne springe op i Helles seng.

Vi sov faktisk den nat! Helle mere end jeg, men bare et par få timers søvn var nok til at vi følte os som nye mennesker. Vi stod op, pakkede bil og var klar til at køre, da Ken endelig dukkede på. Er du sviller, hvor var vi lettede over at se ham!

Ken kiggede på Whisper i få sekunder, lavede et lille drej med hans hofte, Whisper gav et piv fra sig, rystede sig og så lettet og befriet ud... Kens godmodige latter antydede, at han ikke var bekymret og med begejstring forklarede han, at det var hans 'sciatic nerve' der havde sat sig i klemme. Det er stor nerver, der går fra det bagerste af ryggen og ned i benet, så det er enormt smertefuldt når den sidder i klemme, men det er ret ufarligt og havde intet med hans tidligere sygdom at gøre.

Ken spurgte hvornår det var vi skulle konkurrere...

Konkurrere??? Crufts??? Det føltes som dage siden jeg havde tænkt på Crufts... Jeg havde endda SMSet til Johanna (den danske reserve), at hun nok skulle forberede sig på at rejse til England med Soda. Pludselig kom det hele tilbage og det gik op for mig, at formålet med turen ikke havde været at se Ken. Vi rejste faktisk over fordi vi skulle til Crufts. Gosh, verden kan ændre sig så hurtigt!

Vi tog en taknemlig afsked med Ken og satte kurs mod Birmingham. Vi havde ikke troet at vi ville nå at se den Engelske Freestyle Finale, men pludselig så også det ud til at kunne lade sig gøre - hvis ellers trafikken artede sig. Vi kørte så hurtigt som fartgrænser og vejarbejde tillod.

Og vi nåede det lige præcist! Mary Ray varmede publikum op ved at vise hvordan man træner de forskellige FS tricks. Der var et 'touch of Denmark' over hendes opvisning, for den sheltie hun arbejdede med, er efter Johannas hanhund Tazz :o).

Og så gik konkurrencen i gang. De fleste programmer var prægede af nerver og ingen levede op til deres bedste. Der var rigtig mange kiks og meget dårlig timing, men det var bestemt ikke ekvipagernes performance, der var den største skuffelse. Bedømmelserne efterlod HTM verdenen i forundringe. Resultaterne var uforklarlige og frustrationen over det, ødelage til en vis grad glæden over konkurrencen.

Karen Sykes med Kes

Kath Hardman med Spice

Vinderen af den engelske FS blev Tina Hunphrey med Chandi og det var muligvis ikke ufortjent. Hendes program virkede dog som en gentagelse af hendes tidligere programmer blot vist til ny musik og det var svært at være rigtig begejstret. 2. vinderen John Hickinbottom vist et langt mere originalt program.

Efter konkurrencen blev der tid til gensyn med venner samt at finde Johannas venner og afleverer hendes gaver til dem. Vi nød endelig at kunne slappe lidt af.

Efter dagens sidste HTM opvisning, fandt vi igen bilen og kørte mod Linton, hvor vi tilbragte aftenen hos Bob og Alison Tunicliff (Littlethorn Border Collies). Vi burde være gået tidligt i seng, men det er svært, når snakken går og man ikke har set hinanden længe :o).

Endelig ankom vi til Bob og Alisons 'ekstra hus', som vi havde lånt i forbindelse med Crufts. Vi fik os hurtigt indkvarteret og gik udmattede i seng.

Stakkels Biscuit fik Whispers dækken på...
Ja, ja, ja - jeg sagde jo at vi var trætte :oD.

Næste morgen tidligt tog vi igen afsted til Crufts. Dagens vigtigste punkt på programmet var naturligvis den Engelske HTM finale. Denne gang var programmerne af en langt højere standard. Ekvipagerne skuffede bestemt ikke. Desværre havde dommerne stadig ikke fundet stilen. Resultaterne var mildest talt shockerende! Jeg formoder, at dommerne kan forklare sig, hvis de bliver spurgt, men derfra hvor jeg sad, gav det ingen mening!

Vinderen Tina Humphrey med Chandi viste endnu engang nøjagtig det samme som vi har set fra hende de sidste år. Hendes Crufts vindende heste/dressur program, Winter Wonderland, My first - My last - My everything og også dette program til 'Footprints in the sand' blev alle vist med Tinas hænder bag ryggen og de indeholdt alle 'skipping' og 'flying changes'. Ved dressur-programmet var det fantastisk og fortolkede musikken til UG. Siden har det virket som om, at det kun var der, fordi hunden nu engang kunne gør det og i år ved Crufts virkede det direkte tåbligt og helt ude af takt til musikken. Men ikke desto mindre var det dette års Crufts vinder. Dommerne må have set noget, som jeg ikke så.

Nr. 2 blev Richard Curtis og et program til 'Thriller'. Hans HW er pænt, men han har tidligere brugt samme musik til et Freestyle program og jeg er ret sikker på, at man hvis man tager tid, vil se at der stadig er for meget freestyle i programmet.

Nr. 3 - Heather Smith viste fantastik flot vestre og højre HW. Virkelig, virkelig flot! Men hun viste kun 4 positioner i alt og de to af dem var i meget kort tid. I betragtning af hvad der ellers blev vist ved Crufts i år, burde der ikke have været nok indhold i hendes program til, at opnå så høj en placering. Det hun gjorde var flot, men sværhedesgraden var der slet ikke.

Endnu engang forlod vi Arenaen med frustration. Der ligger så meget arbejde bag de programmer der vises og vejen til Crufts er lang. Det virker helt urimeligt, at bedømmelserne ligner lodtrækning.

Efter konkurrencen gik Helle og jeg med Kath, Karen, Allan og David op til Flexi standen, hvor Kath og Karen skulle lave opvisning. Der var meget lidt plads, så de lavede ikke hele programmer. De satte bare noget musik på og improviserede med deres hunde. Kath mente åbenbart ikke, at det var udfordrende nok, at lave opvisning på 1 x 1½ meter uden at have forberedt et program, så hun valgte at øge sværhedsgraden lidt, ved at gøre det med en hund, som hun aldrig har arbejdet med før... Biscuit! :o)

Hmmm, han gjorde det faktisk ret pænt, selv om man en gang i mellem kunne se på Kaths ansigt, at han gjorde noget andet end det hun troede, at hun havde bedt om :o).

Fredag aften gik vi faktisk tidligt i seng og lørdag morgen var vi tidligt klar til at tage afsted. Vi startede med at gå op i ringen og varme op. Whisper så fin ud og var glad, men jeg havde det svært. De sidste dages frygt for at miste ham og hele forløbet op til Crufts slog pludselig hårdt. Jeg var ufokuseret og utilpas. Undskyldninger er der nok af. Konklusionen er, at jeg, da jeg stod i ringen og skulle vise mit bedste, ikke var på og derfor tog Whisper lynhurtigt over. Det resulterer sjældent i en blændende performance, men ofte i en højlydt en.

Vi missede tricks og Whisper gøede meget. Vi fik ok point vores performance taget i betragtning, men mistede 2 points fra hver dommer for gøen. Bye bye placering!

Opvarmning i ringen

Min trøst da jeg kom ud af ringen var imidlertid, at Whisper havde været sund og glad.

Niveauet ved den Internationale Finale var - efter hvad jeg har hørt - væsentligt højere end ved den engelske.
Jeg så ikke mine konkurrenter og kan derfor ikke kommentere på hverken programmer eller bedømmelser. Vinder blev endnu engang Tina Humphrey fra England. Man må sige, at hun har haft et fantastisk Crufts.

Tina Hunphrey med Chandi - vinder af alle 3 HTM finaler på Crufts 2009.

Søndag var sidste dag på Crufts og trætheden var begyndt at melde sig. Helle så en masse Border Collie udstillingsbedømmelse, men da de sidste indkøb var klaret, sad jeg mest nede ved hundene og små-snakkede eller slappede af.

En meget træt Biscuit efter 4 Crufts dage og en lang rejse

Ved 4 tiden pakke Helle og jeg sammen og kørte mod Harwich. Vi luftede hunde på havnen og kørte om bord på færgen. Vi sov som sten den nat. Ingen konkurrence og ingen syg hund at bekymre sig om.

Aftensmad i bilen inden sejlturen

Næste morgen gik vi en tur med hundene på stranden i Holland inden en lang og kedelig tur op gennem Europa. Det var dejligt, at Whisper kunne løbe lige så godt som Biscuit. Han nød friheden og vi nød at se ham bevæge sig uden smerter og med afslappede bevægelser.

Det bedste ved at komme hjem var selvfølgelig at se Beat og Robbie igen. Tusind tak til mine hundepassere, der sprang til med så kort varsel og gjorde det muligt for mig at tage afsted.

Beat nyder en 'tygge-ting' som hans fars ejer Julie gav mig med hjem fra Crufts til ham.

Jeg går ud fra at spørgsmålet nu er, om jeg fortrød at jeg tog afsted? Nej, absolut ikke!
Jeg bander over, at jeg ikke var bedre til at lukke alle andre tanker og følelser ude og fokuserer, men jeg lærer hver gang jeg er i konkurrence og både sejrene og nederlagene er med til at gøre mig til en bedre dog dancer. Jeg har aldrig i mit liv haft en sværere optakt til en konkurrence, så det er noget jeg må forholde mig til at drage erfaringer fra.

Er jeg skuffet? Ja selvfølgelig!
Selv om det ikke hang sammen på dagen, så lå der ubeskrivelig mange timers arbejde bag den performance og der var gennemlevet mange følelser og tænkt mange tanker før vi nåede så langt. -Både da vi prøvede at kvalificerer os og i ugerne op til konkurrencen. Selvfølgelig er det skuffende, at alt dette ikke endte i et brag af en performance. Rigtig skuffende!

Men Whisper og jeg dansede for Hazy på Crufts og enhver der kendte Hazy vil vide, at den performance vi lavede var lige i hendes ånd! Hun ville have elsket det! :o).

En kæmpe tak til Helle, der rejste med mig til England og støttede mig hele vejen igennem!