Når en drøm går i opfyldelse af de helt forkerte grunde

Justitsministeriet har netop slået fast, at halekuperede hunde - uanset om de er kuperet pga. en skade eller pga. tidligere tiders skønhedsidealer - ikke må deltage i konkurrencer. En trist afgørelse, fordi det betyder, at handlere af konkurrence-hunde fremover vil forsøge at redde halen på deres hund næsten for enhver pris. Konsekvenserne hvis den mister halen er simplethen for uoverskuelige.

Det betyder imidlertid også, at Whisper pludselig er kvalificeret til at repræsentere Danmark i den Internationale Freestyle Finale på Crufts. Den hund, der skulle have været afsted er nemlig halekuperet ved en skade og med justitsministeriets afgørelse forsvandt den dispensation, som har givet den ret til - på visse betingerlser - at stille op til konkurrencer. Sammen med dispensationen forsvandt også de fleste af hundens resultater fra 2008. Dermed blev den, ifølge det brev jeg har modtaget, overhalet i kapløbet om Crufts-pladsen.

At stå med Whisper på Crufts har været min drøm gennem flere år, men når jeg har fantaseret om det, var det ikke sådan her det skulle ske. Vi skulle ikke stå der, fordi en anden hund klemte halen i en dør. Midt i spændingen, er der et hint af skuffelse - det føles ikke som i min drøm.

Der er så mange følelser involveret. For mindre end 2 måneder siden troede jeg ikke at Whisper ville overleve. Jeg efterlod ham på et dyrehospital og troede ikke at jeg ville se ham igen. Vi har knoklet som bæster for at få fuld førlighed tilbage og det er fantastiskt at se ham trave med sikre skridt og twiste uden at vakle.

Dyrlægens og fysioterapeutens ok til at konkurrere på Crufts føltes ikke blot som et ok til en rejse til England, men lige så meget som et løfte om, at alt er ok igen.
Og det er skønt at træne målrettet frem mod en konkurrence, i stedet for blot at lave genoptræningsøvelser.

Alligevel er det svært at være rigtig glad.

Gina Pink fra Crufts komiteen ringede for at få formaliteterne på plads og hun kunne åbenbart høre at jeg var lidt forbeholden i min begejstring. Hun sagde 'Jeg ved godt at du ikke føler at du hører til på Crufts i år, men det mener alle andre at du gør, så nyd oplevelsen'.

Den tanke er jeg nødt til at arbejde videre med. Når jeg står på det grønne tæppe i England, er jeg nødt til at være der 100% og tro på at det er os, der skal stå der. Jeg kan ikke være bekendt at tage afsted, hvis ikke jeg er parat til at yde mit absolut bedste og give Whisper min fulde støtte. Hvis ikke jeg tror på at vi fortjener at være der, kan jeg heller ikke overbevise dommerne om det.

Så Hey - nu har jeg udtrykt min tvivl, skuffelse og frustration over, at tingene ikke er som de skal være. Fra nu er det optimisme, selvtillid og glæde over at skulle afsted, der får lov til at optage mine tanker.

Og hvis der er noget jeg har lært af Whispers sygdom så er det, at man aldrig ved hvor mange dage eller hvor mange danse man har tilbage sammen, så man skal nyde hver eneste en af dem. Der er ikke danse nok i mit og Whispers liv til at spilde en af dem på ikke at føle, at vi fortjener den!

Lad os tage til England og vise lidt Olsen power!