Enhver der kender mig ved, at jeg lider af konkurrence nerver i en sådan grad, at det nærmer sig konkurrence frygt. Jeg har gjort rigtig meget for at lære at håndtere det og det er blevet langt bedre, men den er der stadig. Jeg ryster stadig på hænderne, jeg får stadig kvalme og der er stadig konkurrencer, hvor jeg mens jeg varmer op ville ønske, at jeg ikke behøvede gå i ringen.
Jeg har netop afsluttet et kursus forløb om konflikt håndtering. Det har jo i og for sig ikke ret meget med konkurrence nerver at gøre og dog... Min måde at håndtere konflikter på, handler om mig og hvad der foregår inde i mig og det gør min konkurrence frygt også. Og særligt en sætning, der er gået igen flere gange i løbet af de 6 kursus dage, har ramt plet: Don't give it to your ego!
Hold da op! I flere år, har jeg givet mit ego den ene konkurrence efter den anden og selv har jeg slet ikke fået lov til at nyde dem.
Lad mig forklare...
Tidligere har jeg tænkt, at jeg var bange for konkurrencer, fordi jeg ønskede at gøre det rigtig godt. Jeg ville det så gerne, at jeg spændte ben for mig selv. Nu begynder jeg at spekulerer på, om jeg i virkeligheden er bange, fordi jeg ikke er i stand til at blive i nuet og forholde mig til, hvad der sker lige nu og hvordan jeg har det med det. Der jo ikke er noget af det, der sker ved en konkurrence, som jeg ikke kan lide. Jeg elsker at arbejde med mine hunde, jeg elsker musikken, jeg elsker at optræde foran et publikum (ved opvisninger) og jeg elsker at være sammen med andre, der også træner hunde og nyder vores fantastiske sport. Så hvorfor elsker jeg ikke konkurrencer?
Fordi jeg jeg glemmer at være i nuet og opleve alle disse dejlige ting. I stedet har jeg travlt med at være alle mulige andre steder - i fortiden, i fremtiden, i det billede jeg tror du har af mig og de billeder jeg har af mig selv.
Jeg fortæller mig selv alverdens historier om hvordan virkeligheden måske er eller kunne blive. Jeg frygter skuffelsen, hvis vi ikke gør det godt og jeg laver historier om, hvad andre vil tænke om mig, hvis jeg fucker up. Jeg spekulerer på, om dommerne kan lide mig, jeg banker mig selv i hovedet over dårlige træningsdage og de fejl jeg har begået og jeg dyrker de problemer det kan give os i ringen... Intet af dette har nødvendivis ret meget med virkeligheden at gøre, det er historier, som jeg fortæller mig selv, men jeg tror på dem.
Så hvorfor gør jeg det? Hvorfor går det galt? Hvis jeg kunne blive i nuet, så kunne jeg måske nyde det. Alt det skræmmende er jo ikke i nuet. Det kommer fra historier fra min fortid, historier om fremtiden og forestillinger om hvordan andre og jeg selv vil have det, hvis ikke vi formår at vise vores bedste. Det er bare tankespind og fantasi. Så hvor knækker filmen? Hvorfor bliver jeg ikke bare i nuet og nyder det?
Fordi jeg giver det til mig ego! Så snart jeg tillader mit ego at tage over, så handler det ikke længere om hvor dejligt jeg har det med min hund lige præcis nu. Pludselig kommer mit og andres syn på mig og hvordan jeg skal have det i det næste stykke tid, til at afhænge af hvad der sker i de 4 minutter i ringen. WOW - det er godt nok noget af et ansvar at lægge over på 4 små, korte minutters hundearbejde! Flere dages skam, skuffelse og dårlig selvfølelse, hvis ikke vi gør det godt... Det er ikke noget under, at de 4 minutter bliver angst-provokerende!
Jeg er lige kommet hjem. Jeg skal bruge de næste par dage på at tænke og fordøje og så skal jeg nok bruge de næste par måneder eller år på at øve mig... Men jeg tænker allerede, at konkurrencer virker lidt mindre skræmmende. Det handler jo ikke om hvem jeg er eller hvad jeg er værd. Det handler bare om, at jeg skal kunne nyde det jeg er i, lige præcis når jeg er i det. Intet andet.
Så jeg har lyst til at give det råd videre, som virkelig gav mig en aha-oplevelse:
Kære venner - vær i det, nyd det, don't give it to your ego.
